Aids-krisens danske historie

Af Michael Nebeling Petersen

Aids var aldrig bare én sygdom. Den tog form på forskellige måder gennem de år, vi har undersøgt. Snarere end at forstå krisen som et rent medicinsk forløb har vi set på, hvordan epidemien forandrede sig over tid: i sit omfang, i den politiske håndtering, i de sociale konsekvenser og i de kulturelle fortolkninger.  Vi har inddelt historien i fem perioder. Det giver mulighed for at følge, hvordan aids-krisen i Danmark ikke kun er en fortælling om sygdom og død, men også om skiftende kulturer, politikker og erfaringer.

1981-1984: ”Bøssekræft” 

Da de første tilfælde af en ny og ukendt sygdom dukkede op i begyndelsen af 1980’erne, blev den hurtigt indrammet som ”bøssekræft.” Navnet pegede på det eneste, man mente at vide: at det især var unge homoseksuelle mænd, der blev ramt. I pressen og blandt læger blev sygdommen tolket gennem tidens forestillinger om livsstilssygdomme. Man gættede på, om årsagen kunne være en form for ”super-syfilis,” konsekvenser af analsex eller brug af poppers. I stedet for at se på epidemiens bredere sammenhæng trak medierne på gamle stereotyper og fordomme om homoseksuelles seksualitet. 

Blandt bøsserne selv mødtes sygdommen først med skepsis. At en dødelig sygdom skulle ramme specifikt homoseksuelle mænd virkede for mange utroværdigt. Nogle aktivister frygtede, at der var tale om bevidst skræmmekampagne for at rulle de rettigheder tilbage, som var blevet vundet i 1970’erne. Men kilderne viser, at Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske hurtigt var i kontakt med aktivister og læger i USA. Her stod det klart, at sygdommen var reel, og at den ramte hårdt i homomiljøerne.

Fra 1983 begyndte man at tale om, at der kunne være tale om en smitsom sygdom. I Danmark samlede bøsserne sig og dannede et aids-aktionsudvalg under Landsforeningen. Udvalget brugte både deres politiske kontakter til at sikre bedre vilkår for de ramte og satte kampen mod aids i forbindelse med kampen mod homofobi. Budskabet var, at uden et opgør med diskrimination ville epidemien kun brede sig yderligere.

1984-1989: Bøsserne og bløderne svarer igen

Indførelsen af antistoftesten i 1984 ændrede billedet af epidemien. Pludselig stod det klart, at også blødere i Danmark var hårdt ramt, fordi deres medicin havde været smittebærer. Der kom et stort fokus på blødernes situation, men det var fortsat den bøsse-lesbiske aktivisme, der satte retningen for den danske aids-håndtering. 

Aids-aktionsudvalget i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske fik navnet STOP AIDS og styrkede sit samarbejde og blev hurtigt en central samarbejdspartner for politikere og myndigheder. Sundhedsstyrelsen havde brug for adgang til miljøerne og til den viden, aktivisterne lå inde med. Sammen udviklede de en række oplysningskampagner, der kom til at præge hele den danske indsats.

Noget af det mest karakteristiske ved denne periode var, at aids-oplysningen i Danmark var sex-positiv og realistisk. I stedet for moraliserende formaninger om afholdenhed eller monogami lagde kampagnerne vægt på, hvordan man kunne have sikker sex – også med flere partnere. Saunaer og cruising-steder blev ikke lukket ned. I stedet blev der uddelt kondomer og glidecreme på barer, i parker og i klubber.

Samtidig formåede Landsforeningen at bruge sin position som anerkendt samarbejdspartner til at skabe bredere forandringer. Folketinget vedtog i 1987, at den danske aids-politik skulle bygge på frivillighed, anonymitet, åben og direkte information samt en klar linje mod diskrimination. Det var et politisk gennembrud, som også banede vejen for andre resultater. Da Danmark i 1989 som det første land i verden indførte registreret partnerskab, var det i forlængelse af det politiske momentum, aids-aktivismen havde skabt.

I disse år blev aids derfor ikke kun et sundhedspolitisk anliggende, men også et aktivistisk redskab til social forandring.

1987-1992: Aids angår alle 

I slutningen af 1980’erne blev det tydeligt, at aids ikke kunne indhegnes som en ”homo-sygdom.” Skandalen om blødersmitten rystede befolkningen og viste, at myndighederne havde et medansvar. Samtidig steg dødstallene markant, og de infektionsmedicinske afdelinger blev fyldt med patienter.

Selv om hiv-smitte i Danmark fortsat stort set var begrænset til homoseksuelle mænd i de større byer, blev oplysningen bredt ud i hele samfundet. Landsdækkende kampagner lærte en generation om kondomer og sikker sex, og aids blev allemandseje.  For mange unge blev det at vokse op i 1990’erne lig med at få seksualundervisning gennem aids-oplysningen og det allestedsnærværende kondom.

Sundhedspolitisk kom fokus i disse år også til at omfatte andre såkaldte risikogrupper. Sexarbejdere og stofbrugere blev særligt synlige. Inspireret af internationale erfaringer frygtede man, at epidemien kunne sprede sig til den heteroseksuelle majoritet via netop disse grupper. Derfor blev der sat ind med opsøgende arbejde og gratis kanyleudlevering i de fleste kommuner. Samtidig blev metadonbehandling i højere grad udbredt. Aids-indsatsen bidrog dermed til en ny regulering af stofbrug og skabte forbedringer på social- og sundhedsområdet.

I samme periode voksede en række nye patientforeninger frem. De fokuserede især på patientrettigheder, medbestemmelse og værdighed i behandlingen. 

Men med bredden fulgte også en ny type frygt. Selvom kampagner og politikker var progressive og inkluderende, betød den diffuse trussel, at sygdommens angst ikke længere kunne begrænses til homoseksuelle miljøer. I medierne blev sexarbejdere og stofbrugere ofte udpeget som farlige bærere. Epidemien satte følelserne i bevægelse og blev en affektiv kraft i hele kulturen.

1992-1996: Backlash 

I begyndelsen af 1990’erne blev aids i stigende grad koblet til race og migration. Medierne skabte panikfortællinger om sorte mænd og udenlandske sexarbejdere, som angiveligt forførte danske kvinder eller narrede danske mænd. Gamle racistiske forestillinger blev genbrugt, og sygdommen blev fremstillet som noget, der især spredtes af racialiserede grupper.

Denne rammesætning faldt sammen med en ny politisk tid præget af fremmedfjendtlighed, Dansk Folkepartis fremkomst og Socialdemokratiets højredrejning. Aids blev nu håndteret med hårdere midler. Mest markant var Hiv-loven fra 1994, der kriminaliserede ubeskyttet sex for personer, der kendte deres hiv-status. Loven blev oplevet som et dramatisk tilbageslag, og hiv-organisationerne protesterede ved hver eneste retssag. 

Hvor 1980’ernes aids-politik havde været præget af samarbejde og konsensus, svarede de nye hiv-foreninger i 1990’erne med konfrontation og mere radikale strategier inspireret af international aktivisme. Modsætningerne skærpedes, men konfrontationerne blev kortvarige. I 1996 ændrede alt sig, da den nye kombinationsbehandling blev introduceret og hurtigt vendte op og ned på epidemien.

1996-2000: Døden bliver aflyst 

Med kombinationsbehandlingen faldt dødstallet brat. Hiv kunne nu kontrolleres, T-cellerne vendte tilbage, og immunforsvaret blev styrket. For mange i Danmark betød det et nyt liv. Samtidig stod det klart, at epidemien havde katastrofale konsekvenser i Afrika. Medier og politikere flyttede blikket sydpå, og selvom flere fortsat levede med hiv i Danmark, gled sygdommen næsten ud af den offentlige bevidsthed.

Aids i Danmark i tal

Man estimerer at små 1.800 mennesker døde af aids-relaterede sygdomme i Danmark fra 1981 og frem til kombinationsbehandlingen blev udbredt.

71% af dem, som døde, var homoseksuelle mænd, 20% var andre mænd, hvor af de fleste fik HIV gennem kanylebrug, heteroseksuel kontakt eller gennem blødermedicin.

9% af de døde var kvinder, som i overvejende grad blev smittet gennem kanylebrug eller heteroseksuel kontakt. Efter introduktionen af kombinationsbehandlingen er andelen af af kvinder og heteroseksuelle mænd, der lever med HIV steget.

Man vurderer, at små 7.000 mennesker i dag lever med hiv i Danmark – og at ca. halvdelen af dem er mænd, der har sex med andre mænd.