Med den kontroversielle franske forfatter Guillaume Dustan (1965-2005) som case undersøger dette paper, hvordan aids-krisen manifesterer sig som et affektivt skift i homoseksuelle mænds forhold til promiskuitet. Promiskuitet er i Dustans tilfælde ikke kun et spørgsmål om sex men også om tid, og giver anledning til en queer kritik af sammenhængen mellem heteronormativitet, temporalitet og historie. I læsningen af Dustan fremhæves tre forskellige affektive relationer til tid: melankoli, ekstase og håb. Hvis promiskuitet med aids-krisen for nogle bliver et problematisk fortidslevn, er den hos Dustan en
melankolsk praksis, der problematiserer en tidslig orientering mod fremtiden. Ekstasen er i forlængelse heraf et middel til en suspension af tidens progression, der i lyset af hiv/aids kan læses som en queer aflysning af fremtiden. Dustans ekstase kan imidlertid også læses som en artikulation af et queer håb for
fremtiden. I forfatterskabet spores en utopisk impuls i fremstillingen af begæret som en nydelsesfuld pædagogik.